HÅNDVÆRK

Håndværket har valgt mig, det var ikke omvendt.
De dejlige mennesker jeg mødte som ung, satte mig igang med at udføre opgaver der førte fra det ene til det andet.
Mit første arbejde i Norge var på en fjeldgård. Jeg skulle udtænke og udføre en transportkasse til en langhornskalv. Jeg havde ingen erfaring, men fik at vide at det skulle være en tremmekasse med faldlem i begge ender og bærehåndtag. Den blev bygget af genbrugsmaterialer og bøjede søm der først måtte rettes ud. Den blev flot og jeg var stolt!
Jeg lærte laftning, kunsten at “flette” træstammer til bjælkehuse og måtte inden færdiggørelsen af nød studere tømrer/snedkerfaget som autodidakt.
Først senere tog jeg svendebrev. En efteruddannelse på bedriftlederskolen gjorde mig til norsk statsautoriseret tømrermester.
De stolte håndværkstraditioner har været min arv og mit mangeårige museumsjob har givet mig kærlighed til det gode, bæredygtige håndværk baseret på naturmaterialer.
Jeg har prøvet det meste og nydt godt af samarbejdet med skovarbejdere, bjælkehusbyggere, murere, anlægsgartnere, pileflettere, tækkemænd, blikkenslagere, elektrikere, malere, tegnere, kunstnere og arkitekter.

BjælkehuseHusbygningHussøjlerLegepladserLegeredskaberLeg for alleEntreprenørPavillionRelief